Personligt
43-årig ”pæredansker” med rødder i både det tyske, det vestafrikanske og den måske knap så eksotiske københavnske vestegn. Bosiddende på Niels Ebbesens Vej sammen med Trine og vores tre børn Claramilla (2001), Louis (2006) og Elliot (2009), hvoraf de to sidstnævnte går på Skolen ved Bülowsvej. Radikal folketingskandidat på Frederiksberg 2000-2003.

De sidste syv år har jeg ved siden af mit job arbejdet som frivillig ulønnet bestyrelsesformand i Fonden Safe and Alive, som hjælper ofre for kvindehandel (se evt. facebook.com/safeandalive), og jeg er én af to initiativtagere til den gratis sundhedsklinik for udenlandske kvinder i prostitution, Tirsdagsklinikken, som siden 2010 er drevet fra Colbjørnsensgade på Vesterbro i samarbejde med Reden International og med Fonden Safe and Alive som væsentligste finansieringskilde – Det er min hjertesag!

Derudover er jeg medlem af og støtter fast op om følgende organisationer, som jeg mener gør en positiv forskel:

Lions Club – verdens største humanitære organisation

Amnesty International – fordi de kæmper en nødvendig global kamp for ytringsfrihed og retssikkerhed

Nyt Europa – fordi Danmarks fremtid er i et stærkt demokratisk europæisk fællesskab

Red Barnet – fordi hjælp til udsatte børn er verdens bedste investering!

Folkekirkens Nødhjælp – fordi de styrker verdens fattigste til et bedre liv

 

 

Professionelt
Jeg arbejder som Head of Communication & Public Affairs i organisationen Medicon Valley Alliance, er næstformand i bestyrelsen for det ambitiøse og fremadstormende IT-firma, Lund & Bendsen.

Jeg er uddannet cand.scient.pol suppleret med kurser i ledelse og strategisk kommunikation fra hhv. Center for Ledelse og Danmarks Journalisthøjskole.Derudover har jeg i de “unge år” fungeret som ekstern lektor i EU og international politik på Københavns Universitets Institut for Statskundskab og Institut for Historie.

Jeg har arbejdet i krydsfeltet mellem kommunikation, PR og Public Affairs i ca. 17 år med særligt fokus på EU, life science, arkitektur og IT. Jeg har derudover arbejdet som kommunikations- og presserådgiver i både centraladministrationen, bureaubrancjen og i den kommunale verden – ja faktisk på Frederiksberg Rådhus.

Jeg fik for nogle år siden lavet en professionel analyse af mine styrker, kompetencer og værdier. Den står jeg gerne ved, så hvis du er ekstra nysgerrig, så kan du kigge med her